fredag 16. marts 2018 09:56
Nyt business-kvarter på 130.000 kvm på vej i Ørestad
Bellakvarter i Ørestad ved København har planer om et 130.000 kvm stort erhvervsområde med kontor og erhverv i områdets nordlige ende.
Navnet er Bella Business.
– Området kommer til at rumme erhverv, handel, konference- og hotelfaciliteter og bliver præget af mange forskellige typer virksomheder med nationalt og internationalt udsyn, skriver Bellakvarter på sin hjemmeside.
Desuden skal det nye business-kvarter efter planen have erhvervsdomiciler fra 10.000 kvm og erhvervsejendomme med kontorlejemål i mange forskellige størrelser.
Newsec Advisory har vundet udbuddet med at finde lejere til alle erhvervslejemål i Bella Business.
– Personligt glæder jeg mig meget til både at følge og præge udviklingen af så ekstraordinært et byudviklingsprojekt, som det her er, siger Henrik Lyngskjold, seniorpartner og adm. direktør hos Newsec Advisory.
Erhvervsrådgiverfirmaet er blandt andet også involveret i byudviklingsprojekterne i Carlsberg Byen og Scanport.
Cobe og Vilhelm Lauritzen Arkitekter har tegnet udviklingsplanen for området omkring Bella Center med boliger og kontorejendomme for op mod 7 milliarder kr.
Læs også Efter salg af Bella Sky: Solstra vil købe nye hoteller