fredag 24. februar 2017 10:25
KPC skal opføre 11.500 kvm. stor folkeskole i Herning til 200 mio. kr.
Ud af fem forslag er KPC Herning valgt til at bygge den 11.500 kvm. moderne Lindbjergskole der i 2020 skal stå klar i Hammerum-Gjellerup ved Herning.
KPC Herning har lavet et projekt i samarbejde med Årstiderne Arkitekter, design- og indretningsfirmaet Mutopia, konsulentfirmaet Autens og rådgivningsfirmaet Sweco, der vil koste i omegnen af 200 mio. kr.
– Vi får med vinderprojektet en helt fantastisk og topmoderne folkeskole, der vil blive en rigtig god ramme om skoledagen for generationer af elever i mange, mange år. En skole der vil pirre børns nysgerrighed, og vise vejen for mange andre skoler. Med vinderprojektet får vi samtidig rigtig meget for pengene, vi får en skole i lækre og holdbare materialer, og vi får en energivenlig skole, siger en begejstret Dorte West, formand for Børne- og Familieudvalget i Herning Kommune, og medlem af dommerkomiteen.
Et samlingssted for alle
Lindbjergskolen bygges sammen med Hammerum Hallen, og samtidig vil et helt nyt bibliotek til lokalområdet blive en integreret del af byggeriet.
Dermed vil den nye bygning komme til at summe af liv hele dagen, og blive det nye naturlige midtpunkt for både børn, unge, familier og ældre i hele Hammerum-Gjellerup.
Det glæder formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Herning Kommune, Johs. Poulsen, der også sad i dommerkomiteen.
– Vinderprojektet har virkeligt formået at integrere de mange forskellige funktioner på en måde, hvor det bliver en gevinst for alle, og vil løfte den samlede oplevelse af skolen til helt nye højder. Samtidig er der tænkt mange spændende tanker om, hvordan facader, tage og den omkringliggende natur kan bruges til at skabe et indbydende byggeri, siger Johs. Poulsen.
Første spadestik til Lindbjergskolen bliver taget i efteråret 2017. Skolen skal stå klar til at modtage cirka 1000 børn og 100 medarbejdere i starten af 2020.
Byggeriet skal, udover en ny, moderne folkeskole rumme et nyt bibliotek for hele lokalområdet. Samtidig bygges Lindbjergskolen sammen med Hammerum-Hallen, og derved skabes et nyt kultur- og aktivitetshus, der bliver et naturligt mødested for folk i alle aldre i hele Hammerum-Gjellerup-området.