Går man tilbage til 1926, boede 58 procent af befolkningen i mindre provinsbyer og landområder, 24 procent af befolkningen i hovedstadsområdet, mens 18 procent boede i de 29 største provinsbyer. 90 år senere er andelen af befolkningen i hovedstadsområdet og de 29 største provinsbyer lige stor, nemlig 27 procent, mens andelen i mindre provinsbyer og landområder er faldet til 46 procent.

De store provinsbyer er i Momentums analyse defineret som de 29 byer uden for hovedstadsområdet, der havde mindst 20.000 indbyggere i 2016. Aarhus er den største, mens Skive er den mindste.

– Set i et historisk perspektiv spiller mekaniseringen i landbruget og udbygningen af jernbanen en vigtig rolle, når det gælder urbanisering. I dag bevæger vi os mod et service- og vidensamfund, hvor ikke mindst uddannelse spiller en rolle.  Og her skal vi ikke undervurdere, hvad der sker regionalt, siger Thorkild Ærø, der er direktør på Statens Byggeforskningsinstitut ved Aalborg Universitet,

Han pointerer, at urbaniseringen ikke er så centraliseret, som vi nogle gange går rundt og tror. Der har været meget fokus på København som vækstby, men her skal man lægge til, at indvandringen fra andre lande udgør en væsentlig faktor.

»Urbaniseringen sker ikke bare centralt til de største byer. Den er mere spredt. I Danmark finder der nemlig en dobbelt urbanisering sted: Mod de største byer og mod et mere tætbefolket område, siger Thorkild Ærø.

Den ene urbanisering gælder unge, som flytter efter uddannelse og arbejde i de største byer. Men de flytter ikke alene til Aarhus og København. De flytter også til de større byer i regionen. Den anden form for urbanisering er mere lokal, og her gælder, at alle aldersgrupper flytter mod de mere tætbefolkede områder i kommunen og regionen.