onsdag 24. november 2021 17:25
Tage Bergsbo returnerer til Lintrup & Norgart i ny chefstilling
Tage Bergsbo, der i oktober stoppede som afdelingsdirektør for institutionelle investorer i Deas’ ejendomsadministration efter et år på posten, vender retur til det københavnske erhvervsmæglerfirma Lintrup & Norgart, hvor han var, inden han i oktober 2020 skiftede til ejendomsforvalteren.
Tage Bergsbo er ansat som Head of Valuation & Advisory, oplyser han på sin Linkedin-profil.
– Efter en afstikker som afdelingsdirektør i Deas er det med glæde, at jeg kan fortælle, at jeg er tilbage hos Lintrup & Norgart, nu som Head of Valuation & Advisory. Lintrup & Norgart har rigtig travlt og oplever også øget efterspørgsel fra kunderne om rådgivning og asset management.
– Jeg har store forventninger til samarbejdet med nye og gamle kollegaer og til igen at komme tæt på kunder og ejendomme med fokus på at optimere og udvikle ejendommene til gavn for kunderne, skriver 65-årige Tage Bergsbo og oplyser til Estate Media, at han onsdag havde første arbejdsdag.
Læs også Deas mister direktør: – En svær beslutning
Tidligere stillinger
Tage Bergsbo kom til Deas fra en stilling som COO i Lintrup & Norgart, hvor han også var administrativ og juridisk leder samt associeret partner. Her var han i godt 2,5 år.
Forinden var han afdelingsdirektør for investeringsejendomme i Newsec Datea, hvor han var i 17 år. Tage Bergsbo er uddannet HD i regnskabsvæsen fra CBS samt ejendomsmægler og valuar og har tidligere været næsten 13 år i Danske Ejendomme/Danica Ejendomme.
Tage Bergsbo, der er civiløkonom, ejendomsmægler og valuar, virker desuden som lægdommer i Boligretten og søger at påvirke lovgivningen via boligudvalget i Ejendomdanmark. Han har været i ejendomsbranchen i over 33 år.
Læs også Lintrup & Norgart henter profil til toppost fra Newsec Datea
Læs alle nyheder om erhvervsmæglere her
Læs alle navnenyheder her