tirsdag 23. november 2021 11:24
Nordsjællandsk ejendomsdirektør stopper øjeblikkeligt
Ulla Catrine Brinch er fratrådt som direktør, oplyser Halsnæs Kommune i en kortfattet meddelelse, hvori den nordsjællandske kommune blot skriver:
– Der er blevet indgået en gensidig aftale mellem Ulla Catrine Brinch og Halsnæs Kommune om, at Ulla Catrine Brinch er fratrådt sin stilling som direktør i Halsnæs Kommune.
For præcis to år siden – i november 2019 – blev Ulla Catrine Brinch præsenteret som ny direktør i Halsnæs Kommune med ansvar for ejendomme, by, erhverv, miljø, kultur, idræt, borgerservice og beskæftigelse.
Hun kom fra en stilling som centerchef for Byudvikling, Miljø og Erhverv i Fredensborg Kommune, hvor hun i en periode også havde været konstitueret direktør. Hun overtog direktørposten i Halsnæs Kommune fra Martin Lindgreen, der stoppede i direktionen ved udgangen af oktober 2019.
Ulla Catrine Brinch tiltrådte som direktør i Halsnæs Kommune den 1. januar 2020.
Ulla Catrine Brinch er cand.agro. og har en ph.d. inden for miljøområdet. Hun har i dag 18 års ledelseserfaring og har solid erfaring med udvikling af offentlige eller offentligt regulerede organisationer.
Læs alle navnenyheder her