fredag 20. januar 2017 10:35
Alectia skal rådgive Brabrand Boligforening i 1,5 mia. kr. stort bygge- og renoveringsprojekt
Brabrand Boligforening har over en fireårige periode 1,5 mia. kr. til nybyggeri og renovering af lejeboliger i og omkring Aarhus. Alectia har vundet ingeniørrådgivningen på rammeaftalen.
– Jeg glæder mig meget over, at vi har vundet rammeaftalen, og at vi over de næste fire år skal være med til at skabe endnu bedre boligforhold for de mange lejere, der bor i Brabrand Boligforening, siger Peter Ejsing, salgs- og markedschef i Alectia.
I øjeblikket er boligforeningen i fuld gang med at realisere den milliardstore helhedsplan for Gellerupplanen, der skal ombygge og omstrukturere området ’fra ghetto til bydel’. Og mange andre projekter er under opsejling.
Tænker ud af boksen
Ofte vægter en parameter som pris højt i udbud som disse, men Brabrand Boligforening har i forbindelse med tildelingen af rammeaftaler bl.a. lagt vægt på solid erfaring og evnen til at tænke ud af boksen.
– Jeg hæfter mig især ved, at vi vandt rammeaftalen, fordi vi kunne dokumentere, at vi har en erfaren og robust organisation til at løse opgaverne, og fordi vi leverede en overbevisende projektbeskrivelse, hvor vi bl.a. lovede at udfordre plejer, siger Peter Ejsing.
En fireårig aftale
Rammeaftalen med Brabrand Boligforening løber over 4 år, og ud over Alectia er tre andre ingeniørfirmaer tildelt en rammeaftale. De fire ingeniørfirmaer skal således konkurrere om projekter for i alt 70 mio. i ingeniørrådgivning, der bliver udbudt løbende i diverse miniudbud.
Af kommende projekter, som skal igangsættes under rammeaftalen, er bl.a.:
Realisering af flere projekter under helhedsplanen for Gellerup
Renovering af afdeling 1 og 2 – for i alt 400 mio.
En lang række byggerier forskellige steder i Aarhus