mandag 01. november 2021 10:04
Aarhusiansk rådmand stopper og bliver adm. direktør i boligforening
Kristian Würtz, der i dag er rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune, har sagt ja til at blive adm. direktør i Brabrand Boligforening, hvor han tiltræder den 15. januar 2022.
Det oplyser boligforeningen.
Som direktør for Brabrand Boligforening kommer Kristian Würtz til at sætte kursen for alle foreningens godt 160 medarbejdere og ledere. Derudover skal han sikre driften og videreudviklingen af foreningen samt opnå resultater i samarbejde med beboerdemokrati, ansatte og eksterne parter.
Ansættelsesudvalget oplyser, at det især har vægtet Kristian Würtz’ visionære tilgang, lokale netværk og grundlæggende indsigt i boligformer og i det boligsociale område. Der venter den kommende direktør mange større projekter i form af renoveringer, nybyggerier, gennemførelse af helhedsplaner og effektivisering af driften. Samlet set venter der udviklings- og renoveringsplaner til en værdi af 4 milliarder kr., som skal forvaltes over de næste 10 år.
– Valget faldt også på Kristian Würtz, fordi han kender den almene boligsektor, om nogen har politisk tæft og står for de værdier, vi også har i boligforeningen, som vægter plads til mangfoldighed, fællesskaber og samarbejde. Vi glæder os meget til at få Kristian med om bord. Vi har gennem tiden haft flere berøringsflader med ham og ved, hvor dygtig og handlekraftig han er, siger Keld Albrechtsen, formand for Brabrand Boligforening.
Udover at være Rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse har Kristian Würtz været rådmand for Magistratsafdelingen for Børn og Unge og rådmand for Magistratsafdelingen for Teknik og Miljø. Derudover har Kristian Würtz i dag flere tillidshverv. Han er blandt andet medlem af Rådet for Socialt Udsatte og næstformand for Regionale Arbejdsmarkedsråd Østjylland.
– Boligforeningernes rolle i en socialt bæredygtig byudvikling og som garant for gode boliger til almindelige mennesker har altid været min store interesse. Som direktør i Brabrand Boligforening får jeg mulighed for at arbejde helt tæt på løsningen af en af de vigtigste opgaver i vores samfund, og jeg er utrolig glad for den tillid, bestyrelsen har vist mig ved at betro mig opgaven. Jeg glæder mig til samarbejdet med beboerdemokrati, medarbejdere og boligforeningens mange samarbejdspartnere, siger Kristian Würtz.
Kristian er opvokset i Åbyhøj og Brabrand, student fra Århus Statsgymnasium, og han blev cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet i 2009. Efter studiet har han undervist i samfundsfag på Marselisborg Gymnasium.
Læs alle navnenyheder her