torsdag 08. december 2016 09:06
Søren Dal Thomsen stopper i AP Pension
Efter dialog med formandskabet og orientering til bestyrelsen om de kompetencer, der skal til i AP Pension fremadrettet, har jeg truffet beslutning om at søge nye udfordringer, siger Søren Dal Thomsen.
Søren Dal Thomsen har i to omgange været ansat i AP Pension. Fra 2001 til 2004 var han investeringsdirektør og efter en afstikker til Sampension, vendte han i 2006 tilbage til AP Pension som medlem af direktionen, indtil han i 2010 overtog posten som administrerende direktør.
– Vi har sat stor pris på Søren Dal Thomsen evner til at se nye muligheder forretningsmæssigt og i et investeringsmiljø, hvor lave renter i en årrække har gjort det særdeles udfordrende at opnå tilfredsstillende afkast. Vi ønsker Søren Dal Thomsen alt mulig held og lykke fremad-rettet, siger Niels Dengsø Jensen, der er formand for bestyrelsen i AP Pension.
Det er en tung erkendelse, men jeg vil AP Pension det bedste, og stillingen har forandret sig meget, siden jeg tiltrådte. Derfor er det på tide at prøve noget nyt, fortsætter Søren Dal Thomsen.
AP Pension er i dag Danmarks 4 største kommercielle pensionsselskab.
Søren Dal Thomsen fratræder med det samme, men vil stå til rådighed for bestyrelsen frem til årsskiftet. Bestyrelsen har konstitueret Bo Normann Rasmussen som administrerende direktør og påbegynder nu et analysearbejde for at klarlægge, hvordan den øverste ledelse skal sammensættes fremadrettet.