torsdag 04. februar 2021 11:19
Boligdagene er klar på nye forårsdatoer
– Ny dato.
Den udmelding er blevet en del af hverdagen hver gang branchen forsøger at mødes. Det er også realiteten for nogle af branchens vigtigste mødepladser som for eksempel Boligdagene, hvor 150 branchefolk i 2021 for 4. gang mødes og drøfter de vigtigste udfordringer i boligmarkedet. Boligdagene har hidtil ligget i januar, men i år bliver det i forårsskønne omgivelser på Comwell Kellers Park i Børkop i maj måned.
– Det er et stort puslespil at være konferencearrangør i 2020 og nu 2021, men jeg glæder mig meget over, at det ser ud til, at vi i slutningen af foråret igen kan komme i gang. Vi ved, at mange i branchen bruger vores konferencer som vigtig inspiration for udviklingen af deres forretning, men også som et forum for sparring og innovation, så vi glæder os på mange planer til at kunne fortsætte udviklingen af vores konferencer og events, siger konferencechef Mia Skjoldstrand, Estate Media.
Boligdagene byder i år på flere spændende debatter og oplæg ikke mindst i krydsfeltet mellem private og offentlige interesser og fremtidens boligudvikling.
Boligdagene er kun en af ud af mange forårskonferencer, der nu begynder at forme sig på nye datoer.
– Vi har både vores traditionelle og velbesøgte konferencer om geografiske hot spots på programmet, som vi kalder Erhvervs- og boligmarkedet i diverse byer, men vi har også nyheder i konferenceprogrammet om de trends og tendenser, der præger branchen netop nu. Og selvom vi lige nu tripper for at komme ud at mødes rigtigt, så kører vi selvfølgelig i mellemtiden fortsat vores webinarer, der stiller skarpt på branchen, siger Mia Skjoldstrand.
Se hele programmet for Boligdagene på boligdagene.dk og se hele Estate Medias nye konferenceprogram med inspirerende og spændende talere på estatekonference.dk.