ScreenSize
Foto: Københavns Lufthavn.

Lufthavnen sender projekt til over 100 millioner kr. i udbud

Længere bagagebånd og mere plads til de ankommende passagerer. Det er målet med det nye byggeprojekt, som Københavns Lufthavn netop har sendt i udbud. Det skal planlægges nu, hvis anlægget skal kunne stå klar i 2018.

-Vi har de senere år haft en ganske markant vækst i antallet af passagerer – alene i årets første syv måneder en vækst på 10,7 procent. Selvom langt flere passagagerer i dag kun rejser med håndbagage, så er der samlet set også kommet lidt mere indtjekket bagage. Derfor går vi nu i gang med at planlægge en udvidelse af hele området til bagageudlevering, fortæller Kristian Durhuus, der er driftsdirektør i Københavns Lufthavn.

Bagagebånd i CPH
30-35.000 ankommende kufferter hver dag kræver en velfungerende bagageudlevering. Og med den forventede vækst i antallet af nye flyruter og rejsemål i de kommende år er der brug for konstante forbedringer. Derfor har Københavns Lufthavn taget første skridt til en udvidelse af bagageudleveringen med længere bagagebånd og mere plads til passagerne.

De sidste par år har lufthavnen gennemført en række projekter, der har givet mere plads og lys for at forbedre passagerernes oplevelse. Ikke mindst er der i dag langt færre eftersendte kufferter fra andre lufthavne – kufferter der i sommeren 2014 fyldte godt op i bagageudleveringen. Det er nu et overstået kapitel – et resultat af et tæt samarbejde mellem lufthavnen og de handling-selskaber, der står for bagagehåndteringen.

Lufthavnens målinger af passagernes tilfredshed viser, at det trods mere travlhed dermed er lykkedes at fastholde passagerernes overordnede tilfredshed med oplevelsen i bagageudleveringen på 86 – på en 100-skala.

Nu planlægges det at gøre to af de otte bagagebånd længere og samtidig skabe mere plads til passagerne. Det kræver en markant ombygning og flytning af teknik og kontorer. Derfor har lufthavnen netop sendt opgaven med rådgivning af projektet i EU-udbud.

-Det er meget komplekst at bygge midt i hjertet af en travl lufthavn, uden det påvirker passagerne og driften. Det kræver skarp planlægning – og god tid. Derfor forventer vi, at den planlagte udbygning vil være klar om et par år. Lige nu er målet sommeren 2018, men det bliver vi klogere på, når projektet er klar til at blive sat i gang, fortæller Kristian Durhuus.

Af samme grund kan der heller ikke sættes pris på projektet endnu. Men det bliver en investering på mere end 100 millioner kroner.

Der vil blive omkring 500 kvm. ekstra opholdsplads til passagerne – i alt 3.150 kvm. omkring de nye bagagebånd 1 og 2. Dertil kommer ekstra plads til de større bagagebånd, teknik og nye kørselsveje til bagagefolkene.

Som det fremgår af lufthavnens udbygningsplan, ”Expanding CPH” fra 2014, så venter der i fremtiden yderligere udbygninger af bagageudleveringen. Det kræver dog først en lang række andre udbygninger og ombygninger af både terminaler og teknik.

– Projekterne bliver til i et tæt samarbejde med flyselskaberne og de handlingsselskaber, som på flyselskabernes vegne håndterer både den ankommende og den udgående bagage, siger Kristian Durhuus.

FAKTA: BAGAGE I KØBENHAVNS LUFTHAVN

  • På de travle dage ankommer og afsendes flere end 60.000 stykker bagage i Københavns Lufthavn.
  • Passagernes oplevede ventetid i bagagen er i gennemsnit 8,6 minutter.
  • Den ankommende bagage hentes ved flyene af de groundhandler-selskaber, som arbejder for flyselskaberne. Bagagen aflæsses på korte bånd, der kører direkte op i bagageudleveringen, hvor passagererne kan hente den.
  • I 2013 blev anlægget til den afgående bagage markant udbygget med bl.a. flere bånd, opdateret software og nye røntgenmaskiner, så det nu kan håndtere flere end 30 millioner passagerer om året.
  • En stor del af anlægget er ”dubleret” så konsekvensen af driftsforstyrrelser bliver mindst mulig.
  • 26,6 millioner passagerer rejste i 2015 igennem Københavns Lufthavn, hvor der er 156 direkte ruter at vælge imellem. Lufthavnen bygger løbende ud i takt med væksten i antallet af fly og passagerer. Målet er at skabe en lufthavn med plads til 40 millioner årlige passagerer.

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her
url:https://estateviden-staging.dk/backend/clientApi/conferencesonline

Konferencer & seminarer

Læs mere

Seneste nyt