ScreenSize
Marc Perera Christensen.

– Vi er stolte af Aarhus’ arkitekter

Aarhus står midt i et byggeboom og samtidig har byen i mange år været hjemsted for en lang række af de største danske arkitektfirmaer uden at gøre megen stads af det.

-Men det skal vi nu, siger rådmand for kultur Marc Perera Christensen, Aarhus kommune.

Derfor har en række arkitektvirksomheder, Arkitektskolen Aarhus, Smart Aarhus, Aarhus Universitet samt kommuner i Region Midtjylland stiftet The Architecture Project. Oprindeligt blev det etableret som et partnerskab i regi af More Creative, som er Region Midtjyllands og Aarhus 2017s vækststrategi for de kreative industrier. I 2015 blev The Architecture Project en selvejende institution og netop i disse dage er The Architecture Project vært for en række internationale og danske journalister, der ser på, hvad det er Aarhus og de danske arkitekter og projektudviklere kan, når det kommer til byudvikling.

– Arkitektur har enorm betydning for byen. Der er ingen anden branche, der så tydeligt får sat Aarhus på landkortet. Når man går rundt i byen er det arkitekturen, der definerer byrummet sammen med det menneskelige perspektiv, siger Marc Perera Christensen.

Samtidig er det også arkitekturen, der bedst muligt løser en række af de dagsordener, som kommer til at præge verden i de kommende år.

– Den stigende urbanisering betyder, at vi står overfor en række udfordringer i vores byer. Integration og bæredygtighed for eksempel er nogle af de udfordringer, byerne skal løse. Arkitekturen er helt central i forhold til at udvikle byerne og taler direkte ind i de dagsordener. Når vi skaber et rum, så skaber det byens identitet, siger Marc Perera.

Han understreger, at diversitet er nøgleordet i dag.

– Vi har altid haft diskussioner om, hvordan man skaber gode byområder, og det troede man også man gjorde, da man byggede Gellerup planen, som i dag fungerer dårligt og lukker sig om sig selv, men som man dengang var meget stolt af.  I dag er diversitet det vigtigste i byplanlægningen. Vi skal sikre os, at vi skaber det gode liv i byen, og det gør vi blandt andet fordi vi har rigtig dygtige arkitekter i Aarhus, der bygger over hele verden. Vi er stolte af Aarhus’ arkitekter, og det skal vi have gjort meget mere opmærksom på, siger Marc Perera Christensen.

 

 

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her
url:https://estateviden-staging.dk/backend/clientApi/conferencesonline

Konferencer & seminarer

Læs mere

Seneste nyt