onsdag 01. juni 2016 20:29
Orbicon henter ny miljødirektør fra Niras
52-årige Lars Sloth er startet som direktør for Orbicons miljødivision. Han kommer fra en stilling som Business Unit Director for Miljø Vest i Niras, hvor han også havde ansvaret for udvikling af miljøaktiviteterne i Niras Norge.
Lars Sloth er uddannet geolog og har senere suppleret med en MBA. Han har tidligere været afdelingschef i Orbicon og vender efter to år tilbage som direktør for miljødivisionen.
På Orbicons kontor i Aarhus skal Lars Sloth først og fremmest være med til at sikre fortsat vækst inden for områderne miljø og arbejdsmiljø. Han skal finde nye forretningsmuligheder, udvikle internationaliseringen af miljødivisionen og øge fokus på også de private kunder.
– Orbicon er inde i en meget spændende udvikling. Forretningen vokser, og vi får flere og flere kompetencer, som jeg synes, vi evner at sætte sammen på tværs, hvor miljø og bæredygtighed som oftest er overligger. Det Orbicon kan, bliver der mere og mere brug for, og jeg vil gøre mit bedste for at bringe det i spil, så både kunderne og samfundet får størst mulig glæde af det, siger Lars Sloth.