fredag 15. april 2016 10:24
Rejsegilde på byggeri til 1,6 milliarder kr.
Bygningsstyrelsen holder i dag rejsegilde for et af de største universitetsbyggerier i styrelsens historie, Niels Bohr Bygningen, til Københavns Universitet.
Niels Bohr Bygningen forener funktion, arbejdsmiljø og æstetik i et komplekst og teknisk udfordrende byggeri og skal fra sommeren 2017 skabe de rigtige rammer for læring og forskning for cirka 4.000 studerende, 800 forskere og 500 øvrige medarbejdere på Københavns Universitet.
Byggeriet af Niels Bohr Bygningen blev påbegyndt sommeren 2014 og bliver på 52.000 kvm., eller hvad der svarer til ca. 240 fodboldbaner. Det er et af de største byggerier, som Bygningsstyrelsen har bygget for staten. Budgettet er på 1,6 mia. kr., der primært finansieres via Folketingets bevilling i 2010 på 6 mia. kr. til at sikre moderne og teknologisk avancerede laboratorier til forskning i verdensklasse på de danske universiteter.
Gyrithe Saltorp, der er direktør i Bygningsstyrelsen, som er statens bygherre på byggeriet, glæder sig over, at en vigtig milepæl i det markante byggeri nu er nået:
-Jeg er meget tilfreds med, at vi nu kan holde rejsegilde på vores et af vores største universitetsbyggerier. Det er et uhyre komplekst byggeri, hvor vi stiller præcise krav til de højteknologiske installationer til intelligent opvarmning, køling, styring af lys, ventilation og udsugning i f.eks. laboratorierne, mv.
Gyrithe Saltorp er særligt glad for samarbejdet om Bygningsstyrelsens performancetest på Niels Bohr Byggeriet:
-Det teknisk meget avancerede byggeri kræver et vedvarende og tæt samarbejde. Her har samarbejdet om brugen af performancetesten mellem de tekniske projektledere på Københavns Universitet, installationsentreprenørerne og Bygningsstyrelsens projektansvarlige været ekstraordinært godt og værdiskabende. Der er opbygget ny fælles viden og skabt synergi, ligesom samspillet i mange situationer har været en forudsætning for at lykkes med at installere de teknologisk avancerede anlæg. Jeg har derfor stor tillid til, at de tekniske installationer og bygningen fungerer, når brugerne flytter ind næste år, siger Gyrithe Saltorp.