torsdag 07. januar 2016 07:34
Ejendomsadvokat ny managing partner i Rønne & Lundgren
Advokat og partner Thomas Stampe bliver ny managing partner i advokatfirmaet Rønne & Lundgren. Thomas Stampe er advokat med speciale i fast ejendom. Han er uddannet cand.jur. fra Københavns Universitet og statsaut. ejendomsmægler og har møderet for Højesteret, men nu bliver han altså også udfordret med nye ledelsesmæssige opgaver.
De store advokatkontorer udnævner i stigende grad særlige managing partners fremfor, at daglige beslutninger tages i plenum i hele partnergruppen. I Rønne & Lundgren har den opgave tidligere været varetaget af advokat og partner i selskabet Michael Gaarmann, og det seneste år har ledelsen været varetaget af en COO/CFO, men Rønne & Lundgren har erkendt, at der skal være en managing partner fra partnerkredsen for at skabe øget fokus på forretningsudvikling og strategi.
– Vores COO gør et glimrende job, men der er nogle funktioner, som er nødvendige i ledelsesrollen i forhold til forretningsudvikling og strategi, som kræver en advokatmæssig baggrund, siger Thomas Stampe.
Thomas Stampe har bred erfaring med ejendomsret. Han har været hos Kammeradvokaten, hos Koch-Nielsen & Grønborg, hos Gorrissen Federspiel, Dahl og kom senest til Rønne & Lundgren fra Bech-Bruun i 2012. Funktionen som managing partner ændrer ikke på Thomas Stampes ansvarsområder indenfor fast ejendomsret.
Thomas Stampe har desuden været en af de faste juridiske skribenter i Estate Media gennem en årrække. Rønne & Lundgren har cirka 115 ansatte.