tirsdag 24. august 2021 09:54
Modstand mod udenlandsdanskers ferieparkprojekt på Møn
Den danske milliardær John Bengt Møller, der er ejendomsinvestor og bosiddende i Monaco, vil omdanne 20 ha landbrug til 200 bæredygtige ferieboliger på Møn.
Men hans projekt Møns Klint Feriepark ved Hjelm Bugt møder modstand, oplyser TV 2.
Således har foreningen Hjelm Bugts Venner, der i øjeblikket turnerer Møn rundt med budskabet ’Turister, ja tak – feriefabrikker, nej tak’, samlet over 2.000 underskrifter mod ferieparkprojektet med Cliffs of Denmark som udvikler og bygherre og Schmidt Hammer Lassen Architects som arkitekt.
– Janteloven eksisterer stadigvæk. Det gjorde den også, dengang jeg boede i Danmark, siger John Bengt Møller, der i 40 år har beskæftiget sig med ejendomsudvikling og investering i ind- og udland, til TV 2.
Klar til milliardinvestering
John Bengt Møller vil investere 1,5 milliard kr. i ferieparker rundt omkring i landet, blandt andet på Møn.
Borgmesteren i Vordingborg Kommune, Mikael Smed (S), er ikke afvisende over for John Bengt Møllers bæredygtige ferieboliger.
– Jeg synes, vi som kommune har et ansvar for at præge samfundsudviklingen, og Møn har gennem mange år fået færre og færre indbyggere og færre og færre arbejdspladser. For at vende den bølge har vi brug for investeringer i vores lokalsamfund, og der er Johns projekt jo en af de muligheder, vi har, siger borgmesteren til TV 2.