tirsdag 03. august 2021 07:42
Renovering af Tiger-grundlæggers hotel ender med millionbetaling til entreprenør efter voldgiftssag
En renovering af badehotellet Hornbækhus i Hornbæk til mindst 25 millioner kr. endte med splid mellem bygherren, som var selskabet Hornbækhotellerne, som er ejet af Tiger-stifteren Lennart Lajboschitz, og entreprenørfirmaet Clausen & Elkjær, skriver Sjællandske Nyheder på baggrund af en kendelse fra Voldgiftsnævnet for Byggeri og Anlæg, som Frederiksborg Amts Avis er i besiddelse af.
Bygherren og entreprenørfirmaet stillede begge krav til hinanden, og sagen endte med, at Hornbækhotellerne skulle betale 3,2 millioner kr. til Clausen & Elkjær plus 550.000 kr. i sagsomkostninger plus procesrenter. Dog skulle entreprenørfirmaet også betale 1,8 millioner kr. til hotelselskabet, men endte stadig med et overskud på cirka 2 millioner kr.
– Vi er godt tilfredse med kendelsen, lyder det fra daglig leder af entreprenørfirmaet Clausen & Elkjær Entreprise, Steffen Clausen, til Sjællandske Nyheder.
Det har ikke været muligt for avisen at få en kommentar fra hotelselskabet.