torsdag 17. december 2020 10:08
Nyt Enggaard-selskab går efter boligopkøb i tre byer
Som led i en konsolideringsproces og et generationsskifte hentede A. Enggaard Ejendomme per 1. november 52-årige Jesper Brøndum ind som ny direktør. Han kom fra en stilling som direktør og partner i Erik Arkitekter.
I dag kan ejendomsselskabet offentliggøre sit nye navn: Tecta Invest.
Selskabet ønsker større synlighed, aktive kunderelationer og blandt andet at kunne tilbyde mere bæredygtighed. Samtidig vil Aalborg-firmaet opkøbe flere boligudlejningsejendomme i områderne omkring Aalborg, Aarhus og København – uden at reducere sin portefølje af erhvervsejendomme, fremhæver Tecta Invest.
Med en ejendomsportefølje til en bogført værdi på 650 millioner kr. og en egenkapital på 250 millioner kr. hører Tecta Invest, der er stiftet i 2011, allerede til blandt Nordjyllands større og mere solide ejendomsudlejere. Det nye navn kommer, efter brødrene Jens og Asger Enggaard i sommer foretog et længe planlagt generationsskifte i familievirksomheden.
– Det giver bedst mening, at Asger og jeg ikke ejer virksomheder med forvirrende navnesammenfald. Og samtidig gør firmanavneændringen det nu muligt at give ejendomsselskabet en mere synlig selvstændig profil, forklarer bestyrelsesformand og ejer Jens Enggaard, Tecta Invest.
’Tecta’ betyder ’bygninger’ på latin.
Læs mere i A. Enggaard Ejendomme med nyt ejerforhold henter direktør – klar til ekspansion