fredag 25. september 2020 07:19
Derfor vinder Christian Wittrup legat
44-årige Christian Wittrup, Head of Commercial i Lendager Group, har for nylig modtaget Stad Legatet, som er et nystiftet legat stiftet af den københavnske erhvervsmæglerkoncern.
I indstillingen blev der lagt vægt på hans ’iver og ambition om at gøre bæredygtighed til et økonomisk element i byggeriet’.
Nu sætter adm. direktør og medejer Mads Roepstorff, Stad Erhverv, flere ord på, hvorfor Christian Wittrup er den rigtige vinder af legatet på 10.000 kr.
– Christian Wittrup er den type, der får os alle sammen til at tænke på, om vi kan gøre det lidt bedre – uden det bliver missioneret eller uden forståelse for den økonomi, der er nøglen i ethvert projekt.
– Christian hat en bevidsthed om forskelle – uanset størrelsen. Netop gennem den bevidsthed giver flere af Christians samarbejdspartnere tilbage til byen og sikrer på den måde en bæredygtighed, som måske ikke var landet, hvis Christian ikke havde tænkt tankerne højt og skubbet til det eksisterende, siger Mads Roepstorff.
Christian Wittrup er uddannet civilingeniør inden for byggeri og miljø og har en HD i organisation og ledelse.
Stad Legatet blev uddelt på Estate Medias Ejendomsdagene i Helsingør.