tirsdag 15. september 2020 08:34
Henning Larsen og team vinder Danmarks første svanemærkede skole
Arkitektvirksomheden Henning Larsen og Skala Arkitekter har i samarbejde med Bo-hus, ETN Arkitekter, Autens og Moe vundet opførelsen af en ny skole i Sundby på Lolland. Den nye Sundskolen ved Nykøbing Falster bliver Danmarks første svanemærkede skole.
– Vi besluttede tidligt i den kreative proces, at den ny skole måtte være en landskabsskole, og at spændfeltet, vi arbejder i, er mellem læring og landskab. Det handler ikke kun om den læring, der foregår i bygningen, men hele ruten til og fra skolen og den måde, skolen kobler sig fast til lokalsamfundet, siger Project Director Eva Ravnborg, Henning Larsen.
Guldborgsund Kommune har frigivet 148 millioner kr. til den nye skole på 8.453 kvm.
Skolen, som erstatter Sundskolen fra omkring 1970, overholder energikravene for lavenergiklasse 2020 i henhold til BR18. Facaden, indvendige paneler og terrassebrædder er svanemærket og sporingscertificeret i henhold til FSC eller PEFC.
Når skolen i Sundby slår dørene op, vil den have plads til cirka 580 børn og 100 ansatte fordelt på to etager. Skolen forventes færdig i september 2022.
Fakta: Skoleprojektet
Projektet: Ny skole i Sundby
Areal: 8.453 kvm
Bygherre: Sundby, Guldborgsund Kommune
Team: Bo-Hus, Henning Larsen, Skala Arkitekter, ETN Arkitekter, Autens og Moe
Lokation: Sundby, Lolland-Falster
Forventet færdiggørelse: September 2022