fredag 20. marts 2020 06:49
Ejendomscenter efterlyser hjælp
Samtidig med, at Folketingets partier torsdag præsenterede endnu en økonomisk pakke, der skal hjælpe hårdt trængte virksomheder igennem coronaviruskrisen, har Ringkøbing-Skjern Kommune besluttet at fremrykke en række vedligeholdelses- og renovationsopgaver for her og nu at række små og mellemstore virksomheder i lokalområdet en hjælpende hånd.
– Vi ved, at virksomhederne har det svært og endda efter al sandsynlighed går en endnu hårdere tid i møde. Derfor har vi bedt kommunens ejendomscenter udarbejde en oversigt over de vedligeholdelses- og renovationsopgaver, der alligevel ligger foran os i den nærmeste tid, og bedt om, at det fremrykker opgaverne og tilbudsgivningen, så vores lokale håndværkere kan få opgaver i ordrebogen, siger borgmester Hans Østergaard, Venstre, Ringkøbing-Skjern Kommune.
Blandt de opgaver på skoler, daginstitutioner og andre kommunale bygninger, som Ejendomscenteret nu fremrykker, er vedligeholdelsesarbejder med et særligt fokus på udvendigt arbejde og mindre indvendige vedligeholdelsesopgaver, hvor det er muligt.
Opgaver for samlet 20 millioner kr.
Det drejer sig blandt andet om her-og-nu-opgaver til anslået 10 millioner kr. med øjeblikkelig afregning. Det er opgaver som mindre facaderenoveringer, udskiftning af vinduer og indvendigt malerarbejde.
Derudover beder Ejendomscenteret lokale håndværkere komme med tilbud på opgaver, som kan iværksættes umiddelbart efter, coronavirusspredningen er overstået. Igen vurderes det, at der er opgaver for samlet set 10 millioner kr., herunder større tagudskiftninger, større vinduesudskiftninger og renovering af faglokaler.
– Vi lægger opgaverne ud med henblik på at understøtte de lokale håndværkere i Ringkøbing-Skjern Kommune, så skulle der være håndværkere, som står klar til at hjælpe Ejendomscenteret, hører vi rigtig gerne fra dem, siger afdelingsleder i Ejendomscenteret Ole Juul Thomassen og tilføjer:
– Vi vil også rigtig gerne høre fra håndværkere, der tidligere har afleveret tilbud på et stykke arbejde i kommunen, men som har fået at vide, at opgaven skulle vente lidt. Kontakt os meget gerne igen, så vi kan få gang i hjulene.
Allerede tirsdag opfordrede Dansk Byggeri stat, regioner og kommuner til, at investeringer i for eksempel vedligeholdelse af ejendomme, der ellers var planlagt til sommerferien, sættes i gang tidligere. Det vil kunne medvirke til, at bygge- og anlægsvirksomhederne kan begrænse omfanget af afskedigelser som følge af coronaviruskrisen.