ScreenSize
Peter Winthe
Adm. direktør og partner Peter Winther, Colliers International Danmark, ved præsentationen af ’Copenhagen Property Market Report 2020’. Foto: Colliers

Afkastet steg knap 3 procentpoint i Storkøbenhavn i 2019

Colliers’ årlige analyse af erhvervsejendomsmarkedet viser, at markedet i 2019 udviklede sig bedre end forudset af landets største erhvervsmæglervirksomhed.

– Totalafkastet på ejendomsinvesteringer i Storkøbenhavn i 2019 var 11,8 procent, og dermed højere end i 2018, hvor det var 8,9 procent (en stigning på 2,9 procentpoint, red.). Således var afkastet på ejendomme langt højere end på obligationer, men lavere end afkastet på aktier, hvor afkastet var historisk højt i 2019. Værditilvæksten var 7,4 procent, igen et væsentligt hop i forhold til året før, siger adm. direktør og partner Peter Winther, Colliers International Danmark, i en kommentar til ’Copenhagen Property Market Report 2020’.

Markedsrapporten blev onsdag præsenteret i Tivoli Hotel & Congress Center, hvor Peter Winther sagde, at vi befinder os i et såkaldt Guldlok-scenarie – med referere til eventyret om Guldlok og de tre bjørne.

– Det danske ejendomsmarked er lige tilpas i øjeblikket, fordi dansk økonomi er bundsolid. Væksten er der, men den er kontrolleret. Renten er ekstremt lav, der er ingen risiko for deflation, og der er store mængder kapital, der skal placeres, siger Peter Winther.

– Sidste år stod de udenlandske investorer for 7 ud af 10 af de største transaktioner og 52 procent af værdien af de samlede transaktioner. Vi nyder godt af Danmarks status af ’sikker havn’, og interessen fra de udenlandske investorer fortsætter med uformindsket styrke. Vi tror på, at vi i 2020 vil se flere nye udenlandske investorer på det danske ejendomsmarked.

’De gode tider varer ikke for evigt’
Ifølge Colliers’ opgørelse over den danske transaktionsvolumen faldt den fra cirka 71 milliarder kr. i 2018 til cirka 57 milliarder kr. i 2019.

Men faldet fortsætter ikke, mener Peter Winther. Det skyldes, at faldet i volumenen blandt andet kan tilskrives et begrænset udbud af de ejendomme, som investorerne finder mest attraktive, nemlig ’affordable housing’, kontorejendomme samt industri- og logistikejendomme. Med den kapitalrigelighed, der er i markedet, så skal disse ejendomstyper nok blive afsat, når de kommer på markedet, mener Peter Winther.

– Populært udtrykt kan man sige, at pengene er tilbage i markedet. Udover de udenlandske investorer, som har søgelyset rettet mod Danmark, så står de danske pensionskasser på spring til at slå til, når de rigtige produkter kommer på markedet. De har meldt ud, at de ønsker at øge deres investeringer med samlet omkring 60 milliarder kr. de kommende år, fremhæver Peter Winther.

Han siger, at investorerne stadig kan regne med at få stabile afkast på boliger, særligt i København, hvor befolkningsprognoserne taler for, at boliger fortsat vil være en mangelvare, særligt mindre boliger til singler, pensionister og studerende.

– De gode tider vil ikke vare for evigt, men vi tror faktisk på, at 2020 bliver et rigtig godt år.

Colliers præsenterer sin rapport torsdag den 6. februar i Aarhus.

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her
url:https://estateviden-staging.dk/backend/clientApi/conferencesonline

Konferencer & seminarer

Læs mere

Seneste nyt