tirsdag 19. november 2019 12:51
Entreprenører udpeget til at opføre 25.000 kvm på Rigshospitalet
Region Hovedstaden har udpeget de seks entreprenører, der skal opføre Nyt Neurorehabiliteringshus på Rigshospitalet Glostrup. Byggeriet på 25.000 kvm indeholder 125 sengestuer, ambulatorier, træningsrum, multihal, træningsbassin, forskningsafsnit og rehabiliteringsteknologi.
Hoffman har vundet byggepladsentreprisen, Arkil råhuset, Juul & Nielsen lukningsentreprisen, Jakon apteringsentreprisen, Wicotec Kirkebjerg installationsentreprisen og Hede Danmark har vundet Landskabsentreprisen. De var i konkurrence med 20 andre entreprenører, der ønskede at afgive tilbud på byggeriet.

Det nye Neurorehabiliteringshus er tegnet af totalrådgiver Aart Architects og Nordic – Office of Architecture med Harde Larsen Rådgivende Ingeniører, Buro Happold, Niras og Marianne Levinsen Landskab som underrådgivere. Cowi skal varetage byggeledelsen og fagtilsynet, mens Rambøll er bygherrerådgiver på projektet.
– De seks storentreprenører er alle professionelle spillere i den danske byggebranche, og vi er fortrøstningsfulde med det samlede hold, vi har fået samlet, siger projektchef Morten Christiansson, Rigshospitalet.
Tidsplan
Det nye Neurorehabiliteringshus i Glostrup samler højt specialiseret behandling og genoptræning af mennesker med skade på hjerne og rygmarv i Østdanmark. Klinik for Rygmarvsskader og Klinik for Højt Specialiseret Rehabilitering/Traumatisk Hjerneskade skal flytte ind i bygningen, når den står klar.
Byggeriet sættes i gang i slutningen af januar 2020 og planlægges færdigt medio 2022. Formanden for den politiske følgegruppe på projektet, Özkan Kocik (S), ser frem til, at patienter kan få glæde af det nye byggeri.
– I følgegruppen er vi rigtig glade for, at der nu er fundet entreprenører og at vi snart kan se byggeriet gå i gang. Når byggeriet står færdigt, vil vi være i stand til at tilbyde fantastiske rammer for neurorehabiliteringen i Østdanmark til gavn for patienterne, siger Özkan Kocik.