onsdag 23. oktober 2019 10:52
Skatteminister: Nye boligskatter udskydes til 2024
Skatteminister Morten Bødskov, Socialdemokratiet, udskyder nye boligskatter med tre år fra 2021 til 2024.
Det skyldes, at der er så meget rod i statens it-systemer, at det ikke er muligt at lave et ordentligt ejendomsvurderingssystem til den planlagte deadline.
Skatteministeren har netop præsenteret regeringens ’eftersyn’ af de akutte it-problemer i skattevæsenet. Eftersynet viser, at ’selvom der er taget skridt i den rigtige retning med bred støtte fra folketingets partier, så er genopretningen af skattevæsenet desværre langt fra i mål’.
– Flere tidsplaner er urealistiske, og tidsfrister må rykkes, siger skatteministeren.
Nye boligskatteregler skal træde i kraft i 2024
På ejendomsområdet viser eftersynet, at der som planlagt udsendes vejledende ejendomsvurderinger i efteråret 2019, mens de juridisk bindende vurderinger påbegyndes udsendt fra 2. halvår af 2020.
Tidsplanen for implementeringen af de nye boligskatteregler er imidlertid urealistisk, oplyser ministeren.
Det vurderer blandt andet Statens it-råd. Derfor er det nødvendigt at skubbe ikrafttrædelsen af de nye boligskatteregler til 2024.
– Regeringens holdning er klar: Der skal være tryghed for boligejerne. Der skal være ro om boligskatterne. Det sikrer vi ved at fastholde boligskatteforliget, men samtidig finde den bedst mulige model for udskydelsen af de nye boligskatteregler fra 2021 til 2024. Den opgave skal vi løse sammen med forligskredsen, som mødes allerede i eftermiddag (onsdag, red.). Vi går til drøftelserne med tre pejlemærker: En ny, realistisk tidsplan, at udskydelsen ikke fører til højere boligskatter, og at boligejerne ikke stiger mere i boligskatter, end det var forudsat i boligskatteforliget, siger Morten Bødskov.
Fakta: Regeringens ’eftersyn’ af akutte it-problemer
- Der udsendes som planlagt vejledende ejendomsvurderinger i efteråret 2019, og juridisk bindende vurderinger påbegyndes udsendt fra 2. halvår af 2020. De nye vurderinger er skubbet tæt på 2021, og der udestår betydelige it-tilretninger for at kunne understøtte de nye boligskatteregler. For at skabe tryghed rykkes ikrafttrædelsen af de nye boligskatteregler derfor til 2024. Allerede i 2020 er der behov for at investere ca. 365 mio. kr. ekstra i området
- Det nye gældssystem er i store træk færdigudviklet. Men der udestår en stor opgave, idet hovedparten af de op mod 800 offentlige kreditorer tidligst forventes tilkoblet i 2021. Samtidig vil oprydningen strække sig ind i 2020’erne, hvorfor forældelsestidspunktet for gamle gældsposter foreslås rykket til 2024. Alene i 2020 viser eftersynet, at der er behov for at investere ca. 400 mio. kr. ekstra i området
- Der er væsentlige udfordringer med at implementere EU-krav på told- og momsområderne inden for de fastsatte tidsfrister. Derfor kortlægges konsekvenserne ved manglende it-understøttelse af de nye regler og eventuelle tiltag, der kan afbøde konsekvenserne heraf. I 2020 er der behov for at investere 130 mio. kr. ekstra til opgaven med at implementere det nye toldkodeks i 2020 og 15 mio. kr. til implementeringen af de nye momsregler
Kilde: Skatteministeriet
Læs også Dansk Bygger: Fornuftigt at udskyde et nyt boligskattesystem til 2024
Læs også EDC: Udskydelse af nye boligskatter rammer dele af boligmarkedet
Læs også Minister: Nye ejendomsvurderinger kan blive yderligere forsinket
Læs også Kritik af nye ejendomsvurderinger: Det er mission impossible
Læs også Ejendomsskatter forventes at stige 1 milliard kr. i 2018