onsdag 04. oktober 2017 13:18
Claus Havn Sørensen udnævnt til underdirektør
44-årige Claus Havn Sørensen er udnævnt til underdirektør i Danske Bank/Realkredit Danmark koncernen, hvor han primært har beskæftiget sig med store erhvervskunder. Siden 2008 har han været ansat i chefstillinger i Danske Bank/Realkredit Danmark.
– Vi er 30 medarbejdere, der rådgiver og hjælper Danske Banks og Realkredit Danmarks største ejendomskunder med deres bankforretninger og finansiering af deres ejendomsinvesteringer i Danmark. Det er et superspændende og udfordrende område, hvor vi samarbejder med kunder, der er topprofessionelle, men også meget forskellige. Det er lige fra danske porteføljeinvestorer den ene dag til et svensk børsnoteret ejendomsselskab eller en tysk ejendomsfond dagen efter, siger Claus Havn Sørensen.
En del af opgaverne bliver fremadrettet at gå ind i mere komplekse lånestrukturer.
– Danmark og Norden er virkelig kommet på landkortet hos de internationale investorer, fordi de kan købe gode ejendomme med inflationssikrede afkast på stabile markeder uden for megen politisk uro. Dansk realkredit er stadigvæk grundpillen i dansk ejendomsfinansiering, men særligt de internationale kunder kan have særlige behov for strukturer og dokumentation i lånesagerne. Og det har øget kompleksiteten i sagerne og kravene til det, som vi skal kunne indenfor de finansielle discipliner. Jeg er så priviligeret, at jeg virkelig oplever, at mine medarbejdere brænder for dette område, siger han.