ScreenSize
Solgte ejendomme finansierer nu et tiltrængt ansigtsløft i Kødbyen.

Københavns kommune omfordeler næsten 1 milliard kr. til renovering

Pengene i overførselssagen stammer fra uforbrugte midler fra 2016 på henholdsvis knap 700 millioner kr. samt indtægter fra salg af ejendomme på godt 270 millioner kr. Pengene fra salg af ejendomme er øremærket hårdt tiltrængt vedligehold rundt om i byen – herunder til facader, renovering af vandsystem og udendørs belysning i Kødbyen, og til at renovere fjernevarmesystemer, tekniske installationer, forældede varmeanlæg, faldstammer og sikringstavler osv. på kommunens ejendomme og velfærdsinstitutioner.

Desuden blev partierne enige om at sætte penge af til at renovere i alt 8 skoler. Heraf skal fem skoler have den helt store omgang i form af en helhedsrenovering: Blågårds Skole, Korsager Skole, Nørre Fælled Skole, Sankt Annæ Folkeskole og Skolen i Peder Vedels Gade. Samtidig blev der sat penge af til mindre omfattende renoveringer på Fensmark Skolen, Øresundsskolen og Frejaskolen.

Resultatet er, at der nu kun mangler én skole ud af i alt 61 slidte københavnske folkeskoler, der over de sidste 10 år er investeret milliarder i at få sat i stand. Det er Heibergskolen på Østerbro, som parterne til gengæld har aftalt at finde penge til i budgetforhandlingerne i efteråret.

 

Det stigende børnetal giver også behov for flere nye skoler, skolespor og idrætsfaciliteter. Aftalen, der hedder ’Skole- og renoveringspakke 2017 – Klar til flere københavnere’, afsætter penge til at købe en grund til en ny skole og svømmehal i Ørestad, til at planlægge en ny skole og idrætshal i Holmbladsgade, til en udvidelse af Skolen ved Sundet med bl.a. madskole og til udvidelse af Guldberg Skole. Der er også penge til at planlægge en ny idrætshal på i Sydhavn.

Ikke kun byens børn tilgodeses. Der er også sat penge af til et løft af forholdene for byens allersvageste – nemlig til at planlægge modernisering af kommunens institutioner fra hjemløse, misbrugere, udsatte børn og unge. Der er også sat ekstra penge af til handicapområdet, samt til at støtte driften af Hellebro, der er et værested for unge hjemløse.

Til byens ældre er der penge til at etablere og udvide køkkener på to af byens plejecentre, Møllehuset og Verdis Have, til faste læger på plejehjemmene samt til nye kaldeanlæg. Der er afsat penge til tryghedsløft i byens mindst trygge områder – fx bedre belysning og klipning af hække, så der bliver udsyn. Der er også penge til belysning i Amager Strandpark og på Øresundstien, og der er penge til at udvide ordningen med kommunale støjvagter i byens festplagede kvarterer.

 

 

 

 

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her
url:https://estateviden-staging.dk/backend/clientApi/conferencesonline

Konferencer & seminarer

Læs mere

Seneste nyt