onsdag 08. marts 2017 01:24
OPP-projekt udvider sygehus med 19.000 kvm.
– Med byggeriet får Slagelse Sygehus topmoderne faciliteter til fødsler, børn og medicinske patienter, og projektet er en vigtig del af Region Sjællands sygehusplan og Slagelse Sygehus’ position som akutsygehus, siger regionsrådsformand Jens Stenbæk, Region Sjælland.
Byggeriet sikrer, at Slagelse Sygehus bliver et komplet akutsygehus med fødsler, barsel og børneafdeling, som ifølge sygehusplanen næste år flytter fra Næstved til Slagelse.
OPP sikrer fleksibel løsning
Bag OPP-projektet står et konsortium, der består af entreprenørkoncernen MT Højgaard, ejendomsforvaltningsselskabet Deas samt investorerne Industriens Pension, PensionDanmark, PKA og Sampension.
Konsortiet står for finansiering, opførelse, udvendig drift samt vedligeholdelse, mens Region Sjælland lejer sig ind i bygningen i en periode på 20 år. Herefter køber regionen ejendommen.
Regionen har stor indflydelse på både projektets konkrete udformning og valg af løsninger.
– OPP-teamet har det seneste år haft et tæt samarbejde med Region Sjælland og sygehusets driftsafdeling om at tilpasse detaljerne i udformningen og vælge de rette løsninger. Dermed sikrer vi det bedste langsigtede resultatet for regionen og et effektivt samarbejde i de næste 20 år, siger Lars Olaf Larsen, afdelingsdirektør i DEAS, på vegne af konsortiet.
Projektet kører planmæssigt, og Slagelse Sygehus’ nye fødeafdeling, børneafdeling og medicinske afdelinger forventes i brug i april 2018.