tirsdag 07. marts 2017 08:57
Aberdeen og Standard Life i mulig gigantfusion
Aberdeen Asset Management og Standard Life er ved at undersøge muligheden for en eventuel fusion, hvilket i så fald vil skabe en af verdens største kapitalforvaltere.
Det oplyser de to selskaber i en erklæring udsendt mandag morgen. De har en nuværende børsværdi på mere end 11 mia. pund (96 mia. kr.) og 660 mia. pund under forvaltning – svarende til knap 5700 mia. kr.
Fusionen sker ved en sammenlægning af de to aktieselskaber, så ejerne af Standard Life kommer til at sidde på to tredjedel af det nye selskab, og Aberdeens aktionærer får den resterende tredjedel. Det samlede selskab vil fortsat være børsnoteret i London men have hovedsæde i Skotland, fremgår det af meddelesen.
Selskaberne tilføjer, at en eventuel fusion vil “skabe en af de største og mest sofistikerede investeringsløsninger globalt”. De understreger dog begge, at der ikke er nogen sikkerhed for, at det vil blive til virkelighed.
Begge selskaber har været særdeles aktive i Danmark de senere år. Standard Life købte Danske Banks hovedsæde i 2016 til 1,4 mia. kr., mens Aberdeen blandt andet har købt en række strøgejendomme i København.