tirsdag 28. februar 2017 17:55
Minister vil gøre det lettere for byggebranchen at bygge
I fremtiden vil der hverken krav om affaldsskakte i etagebyggeri eller krav om elevator ved ombygning af eksisterende boligbyggeri, hvis det står til regeringen, der er i fuld gang med en række initiativer, som skal forenkle bygningsreglementet og gøre det lettere for borgere og for erhvervslivet at bygge i Danmark.
Ole Birk Olesen gav en status for det igangværende arbejde med at forenkle reglerne på byggeområdet, da han i denne uge mødtes med byggebranchen.
– På mødet i dag tog branchen positivt imod vores arbejde med at gøre det så let og billigt som muligt at bygge i Danmark. Nogle af de regler, branchen skal følge i dag, passer bedre til virkeligheden for 30 år siden, og det hæmmer byggeriets udviklingsmuligheder. Derfor er vi nu ved at gennemgå bygningsreglementet for at gøre det mere overskueligt og samtidig skære unødvendigt bureaukrati fra, siger Ole Birk Olesen, der arbejder med at sikre gode rammevilkår for byggeriet, så branchen kan vokse til gavn for hele samfundet.
Regeringen arbejder med at fjerne den tekniske byggesagsbehandling fra kommunerne for i stedet indføre en privat certificeringsordning. I den forbindelse vil det i langt større udstrækning være byggebranchen selv, der skal vurdere og tage ansvar for, at de gældende krav overholdes.