tirsdag 14. februar 2017 09:46
Omsætningen i byggeriet voksede 6 procent i 2016
Bygge- og anlægsbranchen omsatte for 236,3 mia. kr. på hjemmemarkedet i 2016. Det er en stigning på 12,9 mia. kr. i forhold til 2015, hvilket svarer til en vækst på 5,8 procent.
De nye omsætningstal viser med stor tydelighed, at det er hjemmemarkedet, der for tiden er vækstmotoren i dansk økonomi. En samlet omsætningsvækst på over tre procent er ifølge cheføkonomen et pænt facit.
– Det er “the usual suspect”, nemlig finans, videnservice, hoteller, restauranter samt byggeri og anlæg, der trækker gennemsnittet opad, siger Bo Sandberg, cheføkonom i Dansk Byggeri.
Byggebeskæftigelsen steg med 4,0 procent i 2016, og omsætningen lidt kraftigere med ca. 6 procent. Byggeomsætningen vokser typisk mere end beskæftigelsen, men der har tidligere været større forskel på de to vækstrater.
– Det skyldes formentlig, at mange virksomheder vælger at fastholde den aktuelle medarbejderstab, selv når der er knapt så travlt, for at undgå større rekrutteringsudfordringer længere fremme i konjunkturforløbet, siger Bo Sandberg.
Bo Sandberg ser særligt tre forhold som forklaring på, at byggeriet hører til blandt de brancher med størst vækst på hjemmemarkedet i 2016.
– For det første viser nybyggeriet af boliger for første gang siden finanskrisen nu for alvor tænder. For det andet er der bedring på boligmarkedet, og flere ejendomshandler fører til flere af de renoveringsopgaver, som udgør den solide rugbrødsbund under byggeaktiviteten. Endelig er der for det tredje godt gang i de offentlige byggerier, hvor de store hospitalsbyggerier vejer tungt, siger Bo Sandberg.