torsdag 09. februar 2017 10:02
Helsingør skal have nyt stadion til 57 mio. kr.
Nu får Helsingør et nyt stadion, der skal have plads til 4.000 tilskuere.
Byrådet har nemlig besluttet at bevilge 57 mio. kr. til et nyt stadium. I følge vinderforslaget, der er udført af Nova5 og Elkiær & Ebbeskov, skal der i første fase af byggeriet opføres et nyt stadion, mens der i de næste faser er besluttet at udbygge med forskellige andre idrætsfaciliteter.
– Det gamle stadion er udtjent, og derfor har et stort flertal i byrådet besluttet sig for et nyt stadion på Gl. Hellebækvej, hvor det var vigtigt for os og en stor ambition, at der også bliver taget hensyn til andre idrætsgrene og områdets karakter.Vinderprojektet lever op til vores ambitioner, hvor der både er et nytænkende fodboldstadion, men samtidig tænkes en masse øvrige aktiviteter ind, der kan løfte hele området omkring Gl Hellebækvej, siger formanden for dommerkomitéen, borgmester Benedikte Kiær.
Ramme om langt mere end FCH-hjemmekampe
Det nye stadion vil være ramme om langt mere end blot hjemmekampe for FC Helsingør. Således bliver der også mulighed for, at skoler og foreninger kan benytte stadions kunststofbane til fodbold og andre former for sport alle ugens syv dage.
– Vi har ønsket at forene eliteidræt med breddesporten, da vi vil have, at der er plads til alle. Derfor bliver det nye stadion langt mere end blot hjemmebane for FC Helsingør. Det bliver et kraftcenter for idræt og en række forskellige sportsgrene samtidig med, at hele området bliver et samlingspunkt for både børn, unge og voksne i Helsingør. Ikke blot når FC Helsingør spiller kampe, men alle ugens syv dage fra morgen til aften, siger Jens Bertram, formanden for Sundheds, – Idræts- og Fritidsudvalget, der også har siddet i dommerkomitéen.
Det nye stadion skal efter planen stå færdig, når forårssæsonen begynder for 1. division i marts 2018.
Læs også: Byrådet i Helsingør enige om at opføre nyt sundhedshus til 250 mio. kr.