torsdag 02. februar 2017 17:05
OPP-samarbejde færdiggør sygehus i Vejle tre år før tid
Danmarks første psykiatri-sygehus, der er blevet til som et OPP-projekt, står nu færdigt. Det 17.000 kvm. byggeri, der ligger i forlængelse af det eksisterende sygehus i Vejle, huser Region Syddanmarks nye psykiatriske afdeling.
– Det er et fantastisk hus, vi står med nu, og de fine rammer vil give et markant løft af behandlingen og bedre kunne matche den udvikling, der er i gang i psykiatrisygehuset lige nu med forebyggelse af tvang, nye arbejdsformer med integrerede afsnit, sanseintegration, fysisk aktivitet og meget mere. Det vil komme både medarbejdere, patienter og deres pårørende til gode, siger regionsrådsformand i Region Syddanmark, Stephanie Lose (V).
Byggeriet rummer psykiatrisk afdeling, psykiatrisk akutmodtagelse, døgnpladser samt børne- og ungdomspsykiatrisk ambulatorium. På afdelingen vil der blandt andet gøres brug af skærmede afsnit, og der er adgang til udearealer tæt på Grejsdalens natur.
OPP har sikret hurtig realisering og innovativ helhedsløsning
Byggeriet er et af de største OPP-projekter herhjemme, og parterne, der tæller PKA, PensionDanmark, Sampension MT Højgaard, Deas, Arkitema, MOE og Region Syddanmark har stor erfaring fra en række af andre OPP-projekter.
– Den nye psykiatriske afdeling beviser, at der skabes innovative resultater og effektive løsninger, når offentlige og private forener kræfterne. Vi glæder os over at kunne overdrage regionen et fremtidssikret projekt, der afleveres til tiden, til den rette pris og med en langsigtet og totaløkonomisk helhedsløsning for drift og vedligehold, siger afdelingsdirektør Lars Olaf Larsen fra Deas på vegne af Team OPP.
Ved at gennemføre projektet som OPP står de fysiske rammer færdige tre år tidligere, end hvis Region Syddanmark selv skulle have bygget og finansieret afdelingen.
Omkring 300 medarbejdere vil have deres gang på psykiatri-sygehuset fra starten af næste uge.
De 17.000 kvadratmeter på Nordbanen er fordelt på to etager og bygget sammen med Vejle Sygehus via en 200 meter lang gangbro. Byggeriet har en samlet anlægssum på 430 mio. kr.