mandag 30. januar 2017 12:21
Dansk projektudvikler køber 3 grunde i Malmö for at bygge 200 boliger
Det danske projektudviklingsselskab ELF Development har købt 3 byggefelter i Malmö af Bonava – det tidligere NCC Bolig. ELF Development vil opføre cirka 200 boliger fordelt på 3 projekter på grundene.
– Med køb af byggeret til ca. 20.000 kvm. boliger i Limhamns Sjöstad i Malmø Kommune og etablering af et nyt svensk selskab ELF Development AB, er selskabet godt på vej ind på det skånske boligmarked, påpeger ELF Development.
Købet af grundene er forhandlet på plads i løbet af efteråret, og Moll Wendén Advokatbyrå samt Cushman & Wakefield har bistået med transaktionen. Ejendommen på Kajkanten i Limhamn er klar med godkendt lokalplan og infrastruktur og med en beliggenhed i første række til vandet. Herfra udvikles attraktive bostadsrätter som forventes udbudt til salg i 3. kvartal i år.
Samarbejdspartnerne i det aktuelle projekt er J+S Projektutveckling AB som sammen med de danske arkitekter JJW, skal sikre gennemførelse af boligprojektet i 3 etaper på ejendommen.
I Danmark er ELF Development især kendt for udvikling og opførelse af nye bykvarterer i Storkøbenhavn i Irmabyen i Rødovre og på Amager Strandvej.
ELF Development har ca. 200.000 kvm. i pipeline til projektudvikling i Storkøbenhavn, hvoraf en del skal leveres til koncernens egen ejendomsportefølje i ELF Ejendomme. ELF Development har en balance på cirka 1,5 milliarder kr.
ELF Development AB er under etablering i Malmø. Der skal opbygges en organisation med nødvendige kompetencer til køb af ejendomme og udvikling af boligprojekter, som er en del af ELF Developments langsigtede vækststrategi om at udvide sine aktiviteter og investeringer i Sverige.
Læs Bouwfonds køber boliger i IrmaByen for 232 millioner kr.