tirsdag 24. januar 2017 10:01
PKAs investeringer i ejendomme og vindmøller hæver afkastet i 2016
I december solgte PKA så sin andel i havmølleparken Butendiek og fik på blot tre år et afkast på næsten 1 mia. kr. Derudover har investeringerne i tre yderligere havmølleparker i 2016 givet PKA et afkast på 25 pct.
Til det kommer en række gode ejendomsinvesteringer og unoterede aktier, som samlet set for 2016 har indbragt 6,5 mia. kr. eller mere end en tredjedel af det samlede afkast.
– Det har været et godt år for PKA’s alternative investeringer. Vind, ejendomme, unoterede aktier og infrastruktur har alle leveret flotte resultater til PKA’s medlemmers pensioner, siger PKA’s adm. direktør Peter Damgaard Jensen og tilføjer:
– PKA har gennem mange år opbygget kompetencerne til at foretage alternative investeringer, der giver gode og nødvendige afkast til vores medlemmers pensioner. Det så vi blandt andet med salget af Butendiek og KK Wind Solutions, som gav milliardafkast til PKA. Vi vil fortsætte strategien med at investere i nye alternative, meget gerne grønne, investeringer, som kan skabe gode afkast og gøre en positiv forskel, understreger Peter Damgaard Jensen.
Han fremhæver, at de gode afkast er forudsætningen for, at PKA har været i stand til at give medlemmerne pensionsstigninger. Derudover har PKA også været i stand til at sænke omkostningerne de seneste mange år.
– I 2016 kunne vi meddele, at pensionen for det typiske 40-årige PKA-medlem er steget med 50.000 kr. i løbet af de seneste fem år. Samtidig meldte vi ud, at vi sænker omkostningerne yderligere i 2017, og at vi forventer at forrente medlemmernes pensioner med 5 pct. pr. år de næste fem år. Uden gode og stabile afkast kunne vi ikke give nuværende og kommende medlemmer de fordele, siger Peter Damgaard Jensen.
I 2016 fik PKA et samlet afkast på 8,8 pct. Pensionsselskabet har i dag en samlet formue på 250 mia. kr.