onsdag 11. januar 2017 14:33
AP Ejendomme og Per Aarsleff opfører tre ejendomme til 350 mio. kr. i Odense
AP Ejendomme og Per Aarsleff har netop indgået kontrakt på opførelsen af de tre bygninger Albani Karréen, Fisketrovs Karréen og Nørregadehuset i den centrale bymidte i Odense, der skal rumme 28.000 kvm. bolig og erhverv.
Kontraktsummen for projektet er 350 millioner kroner.
– I AP Pension er vi altid på udkig efter markante placeringer, hvor vi fra bunden kan skabe ejendomsprojekter, der gør en forskel både for områdets beboere og for vores kunder. Det er derfor et stort privilegie, at vi med Aarsleff som totalentreprenør, inden længe påbegynder byggeriet på nogle af Odenses bedst beliggende grunde, siger direktør i AP Ejendomme, Peter Olsson.
Projektet som Aarsleff nu skal virkeliggøre på vegne af AP Ejendomme, bliver til i tæt samarbejde med arkitekterne Arkitema Architects og rådgivningsfirmaet Midtconsult Holding, og det er tanken, at projektets boliger og attraktive butikker skal være med til at fortætte bymidten og understøtte ambitionen om Odense som en levende by.
– Hos Aarsleff er vi stolte af, at AP Pension har valgt os som totalentreprenør på dette spændende projekt i Odense, som er både flot og ambitiøst, men som samtidig er i fuld overensstemmelse med visionerne for Odenses fremtidige bymidte. Vi har tidligere arbejdet sammen med AP Pension på projekter i København, og det glæder os naturligvis, at det gode samarbejde mellem AP Pension og Aarsleff nu har ført til indgåelse af kontrakten i Odense, siger sektionsdirektør i Per Aarsleff, Ulrik Therkilsen.
Projektet er afstemt efter den eksisterende bebyggelses udseende, og de tre karréeres facader bliver bygget i forskellige nuancer af teglsten, som kombineret med fremhævede lyspartier omkring vinduer og karnapper vil skabe et levende udtryk for bebyggelsen. De tre karréer bliver fordelt på 3 – 7 etager, og i stueetagen etableres butikker og et fødevaremarked, samt trappeopgange til boligerne, som er placeret på de overliggende etager. Alle boliger har adgang til altan eller gårdrum.
– Odense er inden i en rivende udvikling, hvilket gør byen meget attraktiv for os som investor. Ikke nok med at vi med denne investering sikrer vores kunder et solidt afkast, men vi får også lov til at realisere et byggeri som Odense og vi hos AP Pension kan være stolte af, fortæller Peter Olsson.
Projekteringen begynder nu, mens selve byggeriet forventes påbegyndt i løbet af sommeren 2018. Byggeriet er planlagt til at være afsluttet ved udgangen af 2020.