fredag 02. december 2016 08:55
Ejendomsfond køber skolegrund i Nordhavnen af By & Havn.
Oprindeligt var det forudsat, at grunden skulle lejes af By & Havn i en lang årrække med en option på et senere køb. Men på grund af det lave rente niveau, og fordi økonomien i byggeprojektet er blevet overholdt, har det været muligt at foretage købet af grunden meget tidligere end forudsat.
– Vi er meget glade for det konstruktive samarbejde, vi har haft med By & Havn, Danske Bank og Realkredit Danmark i hele processen. Og vi er glade for, at vi nu er nået frem til en række aftaler, hvor vi har sikret os finansieringen og kan overtage grunden, så bygningen er klar til, at eleverne snart kan flytte ind i deres nye og meget innovative skole, siger John Bo Jacobsen, formand for Ejendomsfonden Copenhagen International School.
Stor gevinst
Også By & Havn er glade for at have nået frem til en aftale med Ejendomsfonden CIS og glæder sig over, at skolen snart skal tages i brug.
– Skolen bliver en gevinst for de mange nuværende og kommende internationalt orienterede virksomheder, der kan bruge skolen som argumentation i deres rekruttering af de bedste medarbejdere, siger adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen, By & Havn.