ScreenSize
Mon Donald Trump var ligeså overrasket som store dele af verden, da han efter sigende sad i sin lejlighed i Trump Tower på Manhattan tirsdag aften, og fulgte stemmeoptællingen?

Stor usikkerhed om konsekvenser af Trump-sejr

Selvom Hillary Clinton i sidste ende fik flest stemmer, så er det amerikanske system jo sådan indrettet, at Trump alligevel bliver præsident på grund af flest valgmænd fra de forskellige stater.

Men når Trump har sagt først det ene og så det andet, er det rigtig svært for dem, der plejer at have en holdning klar, at give et fornuftigt bud på, hvad Trumps meget overraskende sejr i nat egentlig betyder. Det er da indtil videre også kun få, der har udtalt sig om konsekvenserne for ejendomsmarkedet. De finansielle markeder, som jo er stærkt volatile, har reageret på usikkerheden med gedigne dyk. Vindmølleaktierne især, mens Novo er steget. Den mexicanske valuta er faldet, svenske og norske kr. faldt på grund af faldene i aktier og i oliepriserne, men rettede sig igen, mens dollaren til gengæld allerede rettede sig efter få timer og holdt kursen. Men hvad betyder det for investeringer i ejendomme?

– Det hurtige svar er ikke ret meget. Jeg har set nogle, der mener, at det bare styrker ejendomme dels som aktivklasse og dels Norden som Safe Haven, men det synes jeg er en meget hurtig konklusion. Aktiemarkederne reagerer altid på uro og usikkerhed, men de kan meget vel rette sig igen. Ejendomsinvestorer er langsigtede, og hvis aktierne retter sig igen, kommer nedgangen ikke til at få den store betydning for ejendomsmarkedet, siger cheføkonom Morten Marott Larsen, Ejendomsforeningen Danmark.

Alt efter om Donald Trump rent faktisk kommer til at gøre, som han i nogle tilfælde har sagt, så kan valget af ham dog på længere sigt give problemer for ejendomsbranchen.

– Det er værd at hæfte sig ved, at investorerne i ejendomsbranchen tænker langsigtet, og derfor vil vi ikke umiddelbart se nogen konsekvenser i markedet her og nu. Ejendomme og optaget i dem er jo afhængige af, hvordan økonomien i verden udvikler sig. Hvis Donald Trump rent faktisk gør alvor af at afbryde handelsaftaler, så er det sandsynligt, at væksten vil aftage. Dermed vil lejerne få sværere ved at betale prisen for erhvervslokaler, og vi vil i det hele taget se de symptomer, der opstår på lavvækst med fald på alle værdier, siger Morten Marott Larsen.

Til gengæld kan det have en positiv konsekvens på rentesiden. Der var allerede før valget spekulationer om, at Fed nok ville opskrive den amerikanske rente, og det ville få afsmitning på det europæiske renteniveau. Den opskrivning hænger pt. i en tyndere tråd.

– Vores gæt er, at set fra et nordisk perspektiv betyder valget meget lidt. Derfor kommer det heller ikke umiddelbart til at betyde noget for vores kreditgivning i forhold til ejendomsbranchen, siger underdirektør Bjarne Jørgensen, Realkredit Danmark.

Han fæster sig især ved finanspolitikkens mulige konsekvenser.

-På den korte bane forventer vi, at renterne vil falde, men på den lange kan der komme en rentestigning. Det er vigtigt at understrege, at endnu ved vi jo rent faktisk ikke, hvilken politik, der vil blive ført. Men Donald Trump har i flere sammenhænge meldt ud, at han vil føre en progressiv finanspolitik, og hvis han gør det, vil det formentlig medføre rentestigninger på længere sigt. Hvis det sker, vil vi naturligvis se et større yield spread, siger Bjarne Jørgensen.

Estate Media har spurgt flere erhvervsmæglere om de ønskede at komme med en kommentar til den aktuelle situation, men de har ikke nået at danne sig en mening, der som én sagde ”kan anses for et seriøst bud på konsekvenserne”.

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her
url:https://estateviden-staging.dk/backend/clientApi/conferencesonline

Konferencer & seminarer

Læs mere

Seneste nyt