tirsdag 05. januar 2016 20:38
Arkitektgruppen bygger 38 parcelhuse i Ballerup
Arkitektgruppen gik i november i salg med 38 parcelhusgrunde i et helt nyt bykvarter i Ballerup. Området, som er navngivet efter den nærtliggende Råmose, er en del af en større byomdannelsesplan i Ballerup kommunes ældre erhvervsområder, og det første område, som har en godkendt lokalplan til opførelse af boliger. Byggemodningen af grunden er igangsat, og der er overtagelse på byggegrundene allerede d. 1. maj 2016, hvorefter husbyggerierne kan iværksættes.
Grunden husede i mange år den tidligere køleskabsproducent Atlas, og det er først med den nye lokalplan for området, at der åbnes op for et åbent grønt boligområde med en blanding af parcelhuse og rækkehuse omkring et stort fælles friareal.
-Råmosen er placeret ganske centralt i Ballerup, men alligevel med naturen lige om hjørnet. Samtidig er der kort afstand til offentlig transport, motorvejsnettet og Ballerup C med masser af butikker og byliv, siger udviklingsdirektør Tony Christrup, Arkitektgruppen.
Parcelhusgrundene er mellem 608 og 941 kvm. og med mulighed for både et- og toplans huse. Desuden bygger typehusfirmaet Milton Huse i alt 32 etplans rækkehuse på 127 kvm. på de 4 hjørnegrunde.
-Vi oplever allerede stor interesse for området, og vi kan se, at der er et behov for netop den type huse, siger regionschef Claus Sjøgreen, Milton Huse Sjælland.
Milton Huse forventer, at rækkehusene er indflytningsklare ultimo 2016.
-Det glæder mig, at vi med udviklingen af Atlas-grunden til nye parcelhuse er med til at sikre fremtidens Ballerup med en stor mangfoldighed i beboere og boligtyper. Jeg er sikker på, at området hurtigt bliver et attraktivt boligkvarter med dets centrale beliggenhed i Ballerup og samtidig tæt på naturen, siger borgmester Jesper Würtzen, Ballerup Kommune.
Arkitektgruppen har tidligere bygget boliger i Ballerup. I 2006 opførte virksomheden 38 boliger i Sømoseparken, og Tony Christrup er glad for at arbejde i Ballerup igen.
-Vi sætter stor pris på den gode dialog og det tætte samarbejde, vi har haft med Ballerup Kommune i forbindelse med udviklingen af lokalplanen. Vi synes, at Ballerup er en spændende kommune med stort fokus på bl.a. viden og uddannelse, men samtidig en kommune der går op i en aktiv fritid, har masser af arbejdspladser samt et rigt kulturliv. Vi er sikre på, at der vil være stor interesse for at bygge hus på stedet, både blandt nuværende Ballerup borgere, som ønsker at bygge eget hus, såvel som for tilflyttere fra bl.a. København, som ønsker sig mere plads, grønne omgivelser og frisk luft – til væsentlig lavere priser end inde i København, men stadig kun 20 min. fra Rådhuspladsen.
