03. januar 2016 12:00
Ringsted får 8,5 millioner kr. til at genskabe nyt bycentrum
Ringsted har udfordringer med byens torv, som mangler plads til ophold og byliv. Torvet er i dag ikke særlig velfungerende som byrum, og der mangler plads til ophold og byliv på pladsen som domineres af parkeringspladser og er gennemskåret af trafik.
For at Torvet fremadrettet kan skabe grundlag for et byliv med plads til aktiviteter, der kan tiltrække og fastholde folk i bymidten, har Realdania valgt at støtte en helhedsplan med 8,5 mio. kr., som går til finansiering af en ny bygning på Torvet.
Ringsted Kommunes ønske er udover at gennemføre en helhedsplan, der samler og styrker hele bymidten, også at klimasikre de centrale dele af Ringsted By.
Realdania og Ringsted Kommune vil nu i fællesskab udskrive en arkitektkonkurrence, så arkitekterne kan komme med bud på, hvordan man ved at opføre en ny bygning på Torvet bedre kan samle byrummet.
Bygningen, som Realdania finansierer med 8,5 mio. kr., skal skabe et attraktivt opholdssted med mere læ, samtidig med, at udsynet til kirken bevares, og sammenhængen på pladsen styrkes. Herudover vil der i bygningen blive forskellige publikumsrettede aktiviteter som for eksempel en café og nye offentlige toiletter, som skal gøre det mere attraktivt at opholde sig på torvet.
Kommunen og Realdania skal nu sætte sig sammen og beslutte næste skridt.
-Realdania har valgt at støtte den i forvejen gode udvikling i Ringsted Kommune, og vi glæder os til at være med til at skabe en bygning med høj arkitektonisk kvalitet, som skal spille op til Rådhusets, Sct. Bendts Kirkes og Børsens arkitektur. Det skal have en let og transparent karakter, der på en gang opdeler og samler byrummet, siger projektchef i Realdania, Lars Autrup.
Som en del af torveomdannelsen nedlægger man de nuværende parkeringspladser på Torvet. Til gengæld kan der etableres nye parkeringspladser forskellige steder i bymidten, og der vil blive opsat en række elektroniske parkeringsvisere.