mandag 12. oktober 2015 00:00
Overraskende standpunkter: Stor uenighed om 25 procents regel
Der er stor splittelse i branchen, når det gælder planlovens nye bestemmelse om, at 25 procent af et kommende boligområde skal være alment byggeri.
– Planloven er mere et ideologisk opgør med den private boligsektor, end det er et forsøg på at bygge billige boliger, mener Ejendomsforeningen Danmark som frygter, at loven vil gå ud over boliginvesteringer i Danmark. Kommunerne sidder selv med nøglen til flere boliger – også de almene.
Sådan siger Ejendomsforeningen Danmark, men de møder stærk modstand fra uventet kant. For hvis man tror udviklere føler sig godt repræsenteret af den holdning, så tager man fejl.
Tilhængere af loven kalder den ’billigbolig-loven’, men reelt er der tale om en tvangssalgslov, mener Ejendomsforeningen Danmark.
– Kommunerne har fået lov til at krænke ejendomsretten alene for at sikre en bestemt type boliger frem for en anden. Tvangssalgsloven er mere et ideologisk opgør med den private boligsektor, end det er et forsøg på at bygge billige boliger, siger John R. Frederiksen, formand i Ejendomsforeningen Danmark og glæder sig over, at blå blok har meldt ud, at de vil rulle loven tilbage.
Men sådan ser Hans-Bo Hyldig, FB-Gruppen, og Tony Christrup, Arkitektgruppen, der begge netop er private projektudviklere og i øjeblikket bygger boliger i hundredevis, ikke på planloven. De er henholdsvis næstformand og formand i Byggesocietetet og maner til besindelse.
– I min optik er planloven kommunernes eneste redskab til at sikre blandede boligformer i byerne, siger Hans-Bo Hyldig, og fortsætter:
– Vi har en moralsk pligt til at bygge harmoniske byer med bred beboersammensætning gennem blandede boligformer.
FB Gruppen har i forskellige sammenhænge bygget private lejelejligheder og ejerlejligheder i sammenhæng med byggeri af almene boliger og har blandt andet samarbejdet med den almene bygge- og boligadministration Domea.dk.
– Der er brug for billige kvalitetsboliger i de store byer, som ikke ligger klumpet sammen i socialt belastede områder, men er fordelt i byen, så mennesker med forskellig baggrund bor sammen, siger Thomas Holluf Nielsen, adm. direktør i Domea.dk og fortsætter:
– Når det er sagt, er nybyggede almene boliger attraktive både arkitektonisk og økonomisk, og langt fra den gamle fordom om socialt boligbyggeri, som nogle borgerlige lokalpolitikere fremturer med. Jeg synes, det er ærgerligt, når den ene million danskere som bor alment, nedgøres som sociale problemer, siger Thomas Holluf Nielsen.
Thomas Holluf Nielsen opfordrer politikerne til at droppe fordommene om mennesker, der bor alment og i stedet lytte til de gode erfaringer med at blande forskellige typer boliger.
Partnerskabet mellem private ejendomsudviklere og alment boligbyggeri giver, ifølge Thomas Holluf Nielsen, erfaringsmæssigt den bedste udvikling af byområderne, men forudsætter at kommunerne har redskaberne til at prioritere byggeriet af almene ungdoms-, familie- og seniorboliger. Det redskab vil helt forsvinde, hvis regeringens forslag gennemføres, og så har kommunerne ringere mulighed for selv at planlægge den lokale byudvikling.
Fakta
FB Gruppen beskæftiger sig med ejendomsudvikling og omsætter for cirka 500 millioner kr. årligt. FB Gruppen bygger ca. 250 private lejelejligheder og ejerboliger årligt. Firmaet har eksisteret siden 2003.
Domea.dk er en almen bygge- og boligadministration, der bygger og renoverer almene boliger i hele landet. Domea.dks kunder er almene boligorganisationer over hele Danmark, der tilsammen ejer 53.000 almene lejeboliger. Domea.dk er non-profit og kundeejet.